Partnerskabet Tippen Syder

Partnerskabet Tippen Syder står for naturpleje og naturformidling på Sydhavnstippen.
Kilde: kbhkort.kk.dk

Partnerskabet Tippen Syder blev dannet i 2008 på baggrund af et 5-årigt projekt om naturpleje og naturformidling på Sydhavnstippen.

Partnerskabet består af grundejer, der bl.a. stiller arealet til rådighed, forskellige foreninger, organisationer og kommunale instanser, der alle bidrager med ressourcer i forhold til opgaveløsningen omkring naturpleje og naturformidlingsaktiviteter i det delvist fredede og selvgroede naturområde kaldet Sydhavnstippen beliggende i Københavns Kommune. Partnerskabet ser i dag således ud:

Klik her for at følge Partnerskabet Tippen Syder på Facebook. 

Ved projektperiodens udløb i 2012 besluttede partnerskabet at fortsætte arbejdet, og dermed udnytte de erfaringer og det arbejde der allerede var blevet udført. Det videre arbejde har været en fortsættelse af partnerskabsaftalen, hvor alle parter er budt ind med ressourcer (økonomi, tid) til naturpleje og naturformidlingsaktiviteter. Udgangspunktet for det videre arbejde med Tippen beror på en plejeplan for Tippen.

Læs mere om partnerskabet og naturplejen i dokumenterne nedenfor.

Vær med

Expand all

Høstpicnic og høstaktiviteter på Tippen

Tippen skabte sig selv.  Opstod – i al ydmyghed og beskedenhed – af sig selv.  At underlaget er menneskeskabt, opfyld og ragelse og affald, er snarere en understregning af den totale selvskabelse, der måske er det egentligt unikke ved Tippen,- og ved Sydhavnen.

Hvert år samler vi et udvalg af Sydhavnens forskellige grønne, sociale og kulturelle initiativer og inviterer på aktiviteter og guidede ture, for at vi alle kan nyde det store dejlige grønne område, vi har til fælles i vores bydel.

Læs mere om høstpicnic.

Tippens Skraldelaug

Vil du hjælpe med at tømme skrald på Sydhavnstippen? Fårelauget i Børnenes Dyremark har i de sidste par år stået for indsamling af affald fra affaldsstativerne, og de har brug for hjælp til opgaven.

Især i sommerhalvåret hvor der er mange som besøger Tippen dagligt, bliver affaldsposerne hurtigt fyldte og skal ofte tømmes 2-3 gange om ugen.

Du kan melde dig for en 14 dages periode eller mere hvis du har lyst - og så kan du låne en fin gammel el-postcykel med lad til opgaven. 

Kontakt

Hvis du vil hjælpe eller høre mere om opgaven, kan du kontakte Chrisser fra Fårelauget på mobil 28977291.

Naturplejen på Tippen

Hver søndag fra 10.00-13.00 mødes Sydhavnstippen Naturpleje ved Naturskolen på Fragtvej. Mød op, hvis du har lyst til at være med.

Sydhavnstippen Naturplejes øvrige aktiviteter

Søndag den 3. april kl. 10-13
Affaldsindsamling sammen med DN København

April: Høslet

Maj: Tjørn og invasive arter 

Juni: Høslet

August: Høslet

Om Sydhavnstippen

Expand all

Sydhavnstippens historie

Sydhavnstippens historie 

Sydhavnstippen er, som så mange andre ”tipper” i Danmark, en gammel losseplads. Før var her strandenge og lavvandede områder. De blev langsomt dækket af affaldsbunker, som fik et tyndt lag jord smidt på, for at dække skidtet. Der er stadig tydelige spor af lossepladsens efterladenskaber, uden at de dog udgør nogen fare for den vandrende. 

Flere steder danner småhøje bestående af murbrokker deres helt eget ”landskab” og langs hele kystlinjen skaber brokker, betonrester, vragdele og asfaltklatter et surrealistisk strandmiljø. På trods af dette har naturen alligevel fået overtaget og gjort Tippen til det vilde naturområde, der nu udgør et væsentligt og enestående rekreationsområde for mange mennesker. 

Stort folkeligt engagement 

I 1980’erne var der store planer for opførelse af en helt ny bydel fra Wagnersvej til Tippens spids. Det medførte voldsomme protester fra de lokale beboere, og byggeriet blev stoppet. Området var oprindeligt større, men det blev skåret over af jernbaneforbindelsen, som blev etableret samtidig med Øresundsbroen. I 1990 blev den sydlige del af Tippen fredet. Der blev dog ved med at være nye ideer til, hvordan området kunne bruges. I slutningen af 1990’erne blev de nuværende stisystemer etableret, og der blev reetableret en bro, så der kom forbindelse til Valbyparken. I 2005 forsøgte man at anlægge en golføvebane, men lokale beboerprotester forhindrede dette. Med KommunepIan 2009 lykkedes det at få ændret status for den nordlige del til rekreativt område. Et forsøg på også at få fredet den nordlige del mislykkedes. I 2016 blev det fredede område dog udvidet mod nord. Et af indsatsområderne i Bydelsplanen for Kgs. Enghave er bevarelse af Sydhavnstippen som selvgroet naturområde og at udbrede kendskabet til området. 

Naturpleje på Sydhavnstippen 

Lokale borgere har i mange år udført et stort arbejde for at bekæmpe bjørneklo og andre invasive arter, indsamle affald samt foretage anden naturpleje på området. 

I 2008 blev partnerskabet Tippen Syder dannet, og der blev udarbejdet en Plejeplan for området. I Tippen Syder deltager en række lokale og grønne foreninger, By og Havn, Københavns Naturskoler og Lokaludvalget. Alle parter i Tippen Syder bidrager til naturplejen i området – og der kan altid bruges flere frivillige. 

Det er får (og nu også geder) på Tippen, som holder bjørneklo og andre invasive arter nede. Alpakaer passer på fårene, som er på området året rundt. Du kan finde fårene på den nordlige del af Tippen om sommeren og på den sydlige del om vinteren.

Færdsel på Sydhavnstippen

Tippen rummer et mangfoldigt plante- og dyreliv, og besøgende opfordres til at vise hensyn. Får, geder og alpakaer må ikke fodres, og det anbefales at holde en respektfuld afstand til dyrene. 

Hunde må kun løbe løs i hundeløbegården. På øvrige områder skal de være i snor af hensyn til fugle, får og andre dyr. 

Der er kun adgang på cykel og til fods. 

Naturpleje og renholdelse varetages af frivillige lokale kræfter. Tag dit affald med hjem eller brug de opstillede affaldsbeholdere. 

Læs mere om partnerskabet, pleje af Sydhavnstippen og om aktiviteter på Tippen her på siden!

Besøg Sydhavnstippen

Sydhavnstippen ligger kun fire kilometer fra Rådhuspladsen.

 Sydhavnstippen er knudepunkt i et vidtstrakt grønt stisystem for gående og cyklende. 

Der er fire indgange til Tippen: fra Valbyparken, fra Karens Minde området, fra Bådehavnsgade/Sydløbsvej og fra Fragtvej, der løber langs godsbanen. 

Nærmeste S-togsstation er Sjælør, som ligger 500 meter nord for Karens Minde Kulturhus. Bus 7A, 9A, 18 og 23 stopper alle i Sydhavnen. 

Ankommer man i bil, kan den stilles på Fragtvej og Sydløbsvej.

Kontakt

Henvendelser til Partnerskabet Tippen Syder: aq2c@kk.dk

Klager over støj o. lign/tilladelser til arrangementer: Grundejer, By & Havn: Tlf. 33 76 98 00, E-mail: info@byoghavn.dk

Akutte henvendelser om dyr, Børnenes Dyremark:

  • Rie: 30504210
  • Chrisser: 28977291