Ny struktur for Kgs. Enghavepuljen
En bedre bydelspulje for projektmagerne og de frivillige lokaludvalgsmedlemmer
Kgs. Enghave Lokaludvalg har vedtaget en ny struktur for bydelens puljemidler, som skal sikre en mere ensartet, tværfaglig og effektiv behandling af ansøgninger og samtidig frigive mere tid i fagudvalgene til at beskæftige sig med sine fagområder. Derfor er et nyt puljeudvalg bestående af de mest puljeinteresserede blevet nedsat. Puljeudvalget skal styrke puljefagligheden og skabe bedre sammenhæng i arbejdet med at understøtte og samarbejde med lokale initiativer i Sydhavnen. Den nye struktur er gældende for projekter til afholdelse i 2026.
Baggrunden for ændringen
De seneste år har lokaludvalget oplevet stigende interesse for puljemidlerne – og at midlerne blev uddelt meget tidligt på året. Det har betydet, at der ofte ikke var flere penge tilbage at søge om, når vi ramte efteråret. I år betød det bl.a. at puljen lukkede ned allerede midt marts. Samtidig har puljestrukturen hidtil jævnligt været genstand for diskussioner om bedre fremgangsmåder.
Derfor besluttede Kgs. Enghave Lokaludvalg i foråret 2025 at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle se på, hvordan de andre 11 Lokaludvalg i byen gør og hvad behovet er lokalt, så Sydhavnen kunne få udviklet en puljestruktur, der har bedst mulig betingelser ift. sekretariatsressourcer, frivillige lokaludvalgsmedlemmer og ikke mindst borgere og projektmagere.
Det er resultatet af det arbejde, vi præsenterer her. Målet er at skabe en struktur, hvor puljemidlerne fordeles over hele året og kan tilgås på forskellig vis – så både små og store projekter og erfarne såvel nye ansøgere får en reel mulighed for at søge og modtage støtte i løbet af hele året. Strukturen testes i et år og evalueres herefter.
Et puljeudvalg med stor interesse i puljeopgaven, din ansøgning og betydningen for bydelen
Det nye puljeudvalg består af 5–7 medlemmer af Kgs. Enghave Lokaludvalg. Udvalget skal sikre kontinuitet og faglig bredde i behandlingen af ansøgninger. Puljeudvalget kan desuden arbejde med kommunikation, ansøgerundersøgelser og puljeevents, så kendskabet til og interessen i puljen og dens muligheder øges i bydelens kvarterer og samlet set.
To indgange – til store og små projekter
Med den nye struktur kan Kgs. Enghavepuljen ansøges på to måder, via:
- Storepuljen – 5 årlige frister for projekter, der søger over 10.000 kr.
- Lillepuljen – løbende frist for projekter, der søger op til 10.000 kr. og har små budgetter op til 30.000 kr. Kan tidligst søges 4 måneder (120 dage) før projektafvikling og senest 3 uger (21 dage) før afvikling.
Lillepuljen åbner for ansøgninger 1. december 2025 til projekter der ligger i start januar 2026.
Store projekter behandles over to omgange – først i puljeudvalget og derefter endeligt på Lokaludvalgsmøder, hvorfor man får afgørelse på sin ansøgning ca. 40-45 dage efter indsendt ansøgning. Lillepulje-projekter får en hurtigere og mere fleksibel proces, så ansøgere typisk får svar senest efter 2,5 uge efter indsendt ansøgning - dette påvirkes dog af ferier eller lignende.
For at sikre, at der altid er midler til rådighed i løbet af året, indføres der fem ansøgningsrunder for Storepuljen, hvor hver runde har en maksimal procentandel af den samlede pulje, der højest må uddeles.
Som vist i figuren herunder, må højst 50 % af puljemidlerne uddeles i første runde, og der reserveres herefter midler til de efterfølgende runder. Ved at bruge dette fordelingsprincip sikres, at mindst 12,5 % af de samlede støttemidler altid er reserveret og kan søges om til projekter i efteråret. Svarende til at knap 180.000 kr. vil kunne søges ved augustfristen, hvis 2026-puljen matcher 2025-puljens størrelse.
Lillepuljen følger den samme overordnede allokering, hvorfor Lillepuljen kan lukke, hvis det vurderes hensigtsmæssigt for Lokaludvalgets samlede puljemidler. Den kan dog åbne igen, så snart det skønnes muligt. Hold derfor øje på hjemmesiden og vores sociale medier.
Årsstrukturen for Kgs. Enghavepuljen illustreret
Se hvordan du søger støtte her
Kort fortalt: Hvad betyder ændringerne for dig?
Hvad ændres?
→ Fagudvalgene stopper med at behandle ansøgninger og i stedet oprettes et puljeudvalg, der behandler ansøgningerne samt fordeler og indstiller midlerne.
→ Puljen kan søges via Storepuljen 5 gange årligt (projekter over 10.000 kr.) og løbende via Lillepuljen (op til 10.000 kr., små projektbudgetter, max 4 måneder ude i fremtiden og senest 3 uger til afvikling).
Hvorfor ændres det?
→ For at sikre mere ensartet behandling, tydeligere kommunikation og en retfærdig fordeling af midler hen over året samt frigivelse af tid til de frivillige lokaludvalgsmedlemmer.
Hvad betyder det for ansøgere?
→ Du får hurtigere svar på mindre ansøgninger – og bedre tid i behandlingen af de store.
→ Der vil altid være midler reserveret i årets sidste del, så der kan søges hele året.
Fristerne for 2026:
1. runde: Mandag d. 20. oktober 2025 (svar slut november - obs runden er lukket)
2. runde: Mandag d. 22. december 2025 (svar i slut januar)
3. runde: Fredag d. 20. februar (svar i slut marts)
4. runde: Mandag d. 20. april (svar i slut maj)
5. runde: Torsdag d. 20. august (svar i slut september)
Restmidler 2026/1. runde 2027: Tirsdag d. 20. oktober 2026 (svar i slut november)
Den nye struktur er kun gældende for projekter til afholdelse i 2026. Lillepuljen kan derfor først søges fra 1. december 2025 til projekter, der ligger i start januar 2026.