Årets sydhavnspris er uddelt
Overrækkelse på Sydhavnens Folkemøde den 4. september
Kgs. Enghave Lokaludvalg havde valgt tre prismodtagere, og formand, Joan Røge, overrakte på SV-Folkemødet Sydhavnsprisen til (rækkefølgen er tilfældig):
- Fiskerhavnens Venner
- Børnenes Dyremark
- Sydhavnens Vinbar
1) Fiskerhavnens Venner (FV) modtog prisen for deres store arbejde med at redde Sydhavnens sjæl og natur. Det er en græsrodsforening, der er vokset frem af et kulturmiljø, og som kæmper en sej kamp for at bevare Stejlepladsens og Fiskerhavnens unikke miljø. Lokaludvalget er enig i nomineringsbegrundelsen fra en lokal sydhavner: "FV kæmper for at bevare Stejlepladsen som er et helt unikt og højt elsket naturområde i Sydhavnen. Da Stejlepladsen blev politisk affredet - med udsigt til at blive bygget til - blev FV dannet og har siden arrangeret demonstrationer, møder og arbejdsdage m.m. i kampen for at bevare det fine område. Og alle kan være med".
2) Børnenes Dyremark modtog prisen for deres lange og utrættelige arbejde med at skabe et grønt åndehul i bydelen i et set-up der giver mulighed for, at alle kan deltage, og for deres store engagement med mange facetter som f.eks. Fårelauget, naturplejen, Karens Minde Lauget og besøg hos beboerne på plejehjemmet Verdis Have.
3) Sydhavnens Vinbar modtog prisen for deres fastholdelse og kreative koncepter under corona-nedlukningen. Lokaludvalget er enig i nomineringsbegrundelsen fra en lokal sydhavner: "Sydhavnens Vinbar rummer liv, originalitet, professionalisme og essensen af Sydhavnen; højt til loftet, rummelighed og overskud. Her er et sted, der tiltrækker andre restauratører og fagfolk (dér kan skelne mellem skidt og kanel), et sted der rummer Brian, som netop er løsladt fra Vestre, samtidig med det selskab, der ankom i den åbne Bentley".
Sydhavnsprisen hylder dem, der er med til at gøre noget særligt for bydelen
Det er første gang, at Kgs. Enghave Lokaludvalg uddeler Sydhavnsprisen på 7.500 kr., der i år deles mellem de tre prismodtagere.
Alle lokale i Sydhavn har kunnet indstille en person, forening, forretning etc., som de synes har gjort noget særligt for bydelen, og der blev indstillet i alt 33 forskellige kandidater til bydelsprisen. Lokaludvalget har udvalgt prismodtagerne blandt de nominerede kandidater.