Sydhavnsprisen 2025 går til...
Overraskelse og overvældelse
Kgs. Enghave Lokaludvalg havde en anderledes tilgang til uddelingen af prisen i år. Nemlig at det skulle foregå som en overraskelse midt i hverdagens travlhed for de to prismodtagere:
- Lindberg Strik
- Fællesskabet Bavnehøj
Her følger motivationstalerne, da vi troppede op med en glædelig overraskelse.
Hygge, højt humør og særlig hjertevarme
- Louise fra Lindberg Strik
"Kære Louise Lindberg
Vi har glædet os meget til at komme på besøg i din hyggelige butik her på Borgbjergsvej. Som medlemmer i Kgs. Enghave Lokaludvalg er der mange ting vi skal forholde os til i vores dejlige bydel. Noget af det er irriterende, besværligt og føles endeløst, men så er der heldigvis også alt det gode - f.eks. den mission vi er på i dag.
Måske har du hørt om Sydhavnsprisen? Hvis ikke, er her den korte version:
Prisen gives hvert år til til 1-3 foreninger, butikker eller borgere, der er og gør noget særligt til glæde for mange i bydelen. Borgere i Sydhavnen giver ved afstemningen begrundelse for hvem de nominerer som kandidat til prisen, og ud fra disse kan lokaludvalget udvælge årets vindere. Vi har 2 prismodtagere i år, og den ene, det er dig og din butik Louise.
En garnforretning på Borgbjergsvej, vil nogen måske spørge undrende? Ja, men ikke bare en garnforretning. Du har formået at skabe en butik med stor succes, hvor nye fællesskaber opstår, og hvor glæden ved at strikke binder gamle og unge fra vores meget forskellige bydele sammen. Altid venlig og overskudsagtig, giver du og dit personale dine kunder så mange gode oplevelser. Du giver dem hjælp til besværlige strikkeprojekter, inspiration til nye, har workshops og hyggelige aftenarrangementer, hvor snakken går, imens der strikkes i lange baner (og også nydes en kop kaffe eller et glas vin).
Din store lokale forankring og viden, bestyrker os alle i, at Sydhavnen kan og er noget særligt, så til lykke til dig Louise. Det er godt gået. I en tid hvor nethandel og store butikker, dyre huslejer og usikkerhed langsomt får små butikker til at opgive, er du en solstråle, som vi håber vil skinne i bydelen mange år fremover."
Stort tillykke til Louise!
Et fællesskab der er kommet for at blive for bydelen
- Fællesskabet Bavnehøj
"Lokaludvalget har valgt at give årets Sydhavnspris 2025 til to modtagere en fra Erhvervslivet og fra Foreningslivet i Sydhavnen. Tidligere i dag gav vi Sydhavnsprisen til Lindberg Strik på Borgbjergsvej som modtageren fra erhvervslivet.
Som modtager fra foreningslivet i Sydhavnen har vi i år valgt at give Sydhavnsprisen til Foreningen Fællesskabet Bavnehøj.
I fire år har der været Områdefornyelse i Bavnehøj, hvor nye events, traditioner og initiativer er startet i kvarteret Bavnehøj i Sydhavnen. Men i december 2024 blev Områdefornyelse Bavnehøj afsluttet, men inden da tog beboere i Bavnehøj - dem der havde været med i styregruppe, arbejdsgrupper og netværk og deltaget i arrangementerne - initiativ til at starte en forening i kvarteret, der skulle arbejde videre med events og aktiviteter i Bavnehøj.
I december 2024 blev foreningen Fællesskabet Bavnehøj så stiftet af lokale beboere og foreningen har grebet boldene fra Områdefornyelsens arbejde og ikke set sig tilbage, men hurtigt markeret sig i Bavnehøj. Fælleskabet Bavnehøj fik sammen med Copenhagen Light Festival, Sydhavn Teater og Vestre Kirkegård afholdt åbningsarrangementet af Copenhagen Light Festival. Lige nu arbejder man på at søge midler i fonde, så man kan have lyskunstværker med til næste år i Copenhagen Light Festival. Fællesskabet har i samarbejde med lokale boligforeninger og butikker i området afholdt det årlige Fastelavnsarrangement på Bavnehøj Allé og om kort tid står man sammen med Bavnehøj Skole for et nyt event, og måske en ny tradition, i kvarteret når man afholder Grundlovsdagsevent for første gang i kombination med Best of Bavnehøj.
I Lokaludvalget mener vi, at det er vigtigt at Sydhavnsprisen ikke kun gives til de etablerede aktører og personer i bydelen som har været et bydelsaktiv i årevis, men at vi også kan give prisen til personer og aktører i Sydhavnen som står bag nye vigtige initiativer i bydelen. Det har vi tidligere gjort ved at tildele prisen i 2021 til både Sydhavnens Vinbar og Fiskerhavnens Venner, og nu gør vi det igen i år med Fællesskabet Bavnehøj, fordi foreningen løfter en vigtig opgave med at holde gang i aktiviteter og noget af det momentum som Områdefornyelsen startede og fordi de brænder og arbejder for et mere aktivt og levende Bavnehøj.
Og et styrket Bavnehøj er også et styrket Sydhavnen.”
Stort tillykke til Fællesskabet Bavnehøj!
For at støtte foreningens arbejde kan du kontakte dem via deres SoMe eller mailen faellesskabetbavnehoj@gmail.com
Sydhavnsprisen hylder dem, der er med til at gøre noget særligt for bydelen
Det er fjerde gang, at Kgs. Enghave Lokaludvalg uddeler Sydhavnsprisen på 7.500 kr., der i år deles mellem de to prismodtagere.
Alle lokale i Sydhavn har kunnet indstille en person, forening, forretning etc., som de synes har gjort noget særligt for bydelen, og der blev indstillet i alt 55 forskellige kandidater til bydelsprisen. Lokaludvalget har udvalgt prismodtagerne blandt de nominerede kandidater.


