Sydhavn Genbrugscenter bliver omgjort til en nærgenbrugsstation

8-tallet får lov til at blive – indtil videre
Billede
Sydhavn Genbrugscenters forhus
Forhuset til Sydhavn Genbrugscenter. Denne del bliver til en nærgenbrugsstation.

Der var ellers lagt op til at det såkaldte 8-tal - som er den del af Sydhavn Genbrugscenter, hvor alle de mange containere til affald står – bliver revet ned. Den 18. maj skulle Klima-, Teknik-, og Miljøudvalget tage stilling til fremtiden for Sydhavn Genbrugscenter og der blev lagt op til at 8-tallet skulle rives ned. Sydhavn Genbrugscenter er nemlig bygget på en lejet grund, som By & Havn ejer. Aftalen med By & Havn er at grunden skal afleveres i samme stand som da Københavns Kommune indgik lejemålet, og det skal ske senest ved udgangen af 2031. Det betyder at det Københavns Kommune har bygget på grunden, skal rives ned eller så skal kommunen opkøbe grunden. Ja, det lyder lidt skørt, men sådan forholder det sig. 

Sydhavn Genbrugscenter bliver omlagt til nærgenbrugsstation for at mindske støj
Grunden til at det er så presserende for kommunen at omlægge Sydhavn Genbrugscenter til en nærgenbrugsstation indenfor den nære fremtid, er at den nuværende drift af genbrugscentret giver for meget støj, som vil genere beboerne på Stejlepladsen og senere i Bådehavnsgade Syd kvarteret. Dengang man etablerede Sydhavn Genbrugscenter, var området ikke udlagt som et byudviklingsområde, og det var et område præget af erhverv og havneliv. Nu ser virkeligheden anderledes ud, og i fremtiden vil området huse mange nye beboere og et helt nyt liv. 

Kultur- og fritidsfaciliteter skal tænkes ind fra start
Lokaludvalget er optaget af at man sørger for at etablere kultur- og fritidsfaciliteter inden man bygger boligerne. Vi vil ikke risikere at få endnu et kvarter, hvor der ikke bliver indtænkt kultur- og fritidsfaciliteter, sundhedshus og lægepraksis og andre vigtige funktioner fra start. Vi har derfor opfordret politikerne til at opkøbe 8-tallet med kommunens grundkøbspulje, så vi kan bruge den signifikante arkitektur til noget spændende og værdifuldt for lokalområdet. Vi er desuden modstandere af at rive brugbare bygninger ned, og i vores vision for Bådehavnsgade Syd, er et af paradigmerne at vi skal bevare alle de eksisterende bygninger i området. Vi ser heller at vi bygger ovenpå og transformerer de eksisterende bygninger fremfor at de bliver revet ned. Forslaget om at opkøbe 8-tallet var oprindelig ikke et scenarie som Klima-, Teknik-, og Miljøudvalget skulle tage stilling til, men efter vores opfordring, er denne mulighed tilføjet som et scenarie. Det er vi rigtigt glade for og politikerne skal have ros for at have lyttet til os og vores argumenter. Sydhavnens Venner fik ligeledes foretræde da Klima-, Teknik-, og Miljøudvalget skulle behandle sagen om Sydhavn Genbrugscenters fremtid. Lokaludvalget og Sydhavnens Venner har meldt de samme ønsker ind til udvalget. Fra referatet af mødet den 18. maj blev der blandt andet besluttet ”at det undersøges, om den del af grunden (8-tallet), der ikke skal anvendes til nærgenbrugsstation (forhuset) kan erhverves med henblik på at kunne indgå som kommunalt areal i det fremtidige arbejde med helhedsplan og byudvikling.” 

Lige nu bliver der arbejdet på at lave en helhedsplan for en større del af Sydhavnen og som en del af helhedsplanen bliver der lavet en udvidet borgerinddragelse med et særligt fokus på Bådehavnsgade Syd. Det er derfor vigtigt for os at de input og resultater som borgerinddragelsen giver, tæller med i det store regnestykke når fremtiden for blandt andet 8-tallet skal besluttes. 

Find referatet fra KTU-mødet her

Billede
En del af 8-tallet
8-tallet kan blive omdannet til kultur- og fritidsfaciliteter