Stor opbakning til vores juletræstænding
Trods et corona-plaget år, har det været vigtigt for os at holde fast i vores juletradition, hvor vi hvert år den 1. søndag i advent samler Sydhavnen og tænder årets juletræ.
For at imødekomme myndighedernes regler for, hvordan vi må samles, blev årets julefest en corona-venlig juletræstænding, hvor tændingen af juletræet kunne ses fra kirkeskibets terrasse, Alfred Nobels bro og fra modsatte kaj. Ledsaget af julesange blev det derfor igen i år et magisk øjeblik, da Sydhavnens juletræ blev tændt og julen kom til Sydhaven.
Arrangementet startede kl 14.00, hvor Børnekulturstedet i to hold bød indenfor til kreativitet i deres pop-up værksted, hvor kunstnerne Anna Rosa Hiort-Lorentzen og Debbie Sørensen hjalp deltagerne med at lave lysende juleuroer.
Kirkeskibet havde arrangeret julehygge med gratis visning af julefilmen Stjernen, og som eftermiddagens højdepunkt blev årets flydende juletræ tændt, efter at der på behørig vis var blevet talt ned fra 24.
Ledsaget af julesang sejlede juletræet derefter afsted, hvor juletræ og julesang kunne nydes fra rutens kaj-strækninger, for til sidst at lægge til kaj i Teglværkshavnen, hvor juletræet kan ses frem til jul. Årets juletræ er lavet kunstnerne Christian Liljedahl og Max Tobiasen.
God december og glædelig jul !