Socialborgmester Karina Vestergård Madsen besøgte Sydhavnen
Socialborgmester Karina Vestergård Madsen besøgte Sydhavnen den 17. september.
Besøget startede på byggepladsen for det kommende botilbud på Ellebjergvej 39, hvor flyttefirmaet Duponts gamle lokaler er ved at blive revet ned.
Her skal der efter planen flytte 43 personer med psykisk sygdom og langvarigt stofmisbrug ind.
Socialborgmesteren ville gå tilbage til forvaltningen og undersøge, om det stadig er muligt at ændre i den persongruppe, der skal være på botilbuddet – og hun undrede sig over, at der lige nu er en naboorientering ude om byggeriet, idet hun havde forestillet sig en længere borgerinddragelsesproces i forbindelse med, at der laves et tillæg til lokalplanen.
Socialborgmesteren forstår de lokale Sydhavneres og lokaludvalgets bekymring over botilbuddet, men lagde vægt på, at lignende botilbud meget sjældent giver anledning til problemer.
Mødet mellem borgmesteren og Kgs. Enghave Lokaludvalg fortsatte på Karens Minde Kulturhus, hvor borgmesteren lovede, at der snarest vil blive nedsat en følgegruppe til projektet, sandsynligvis lige efter efterårsferien. Lokaludvalget vil blive inviteret til at deltage i følgegruppen sammen med naboer, forretningsdrivende og repræsentanter for de to forvaltninger, der er involveret i projektet.