Lokaludvalgets ønsker til Budget '23
I sensommeren går politikerne på Københavns Rådhus i gang med at forhandle om kommunens budget for 2023. Kgs. Enghave Lokaludvalg har fremsendt følgende ønsker til forhandlingerne:
Anlægsfinansiering til istandsættelse af Østre Kapel
Vi har i adskillige år kæmpet for, at der findes de nødvendige midler til en modernisering og renovering af Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Kapellet anvendes af Sydhavn Teater, som ønsker at skabe ikke kun et skuespilhus men også til et kulturhus i kapellet til gavn for hele bydelen.
Ved forhandlingerne til dette års budget, som fandt sted i september 2021, blev der afgivet en hensigtserklæring om, at anlægsfinansieringen skal indgå i forhandlingerne om budgettet for 2023. Vi ønsker derfor, at partierne prioriterer at finde midler til istandsættelsen af Østre Kapel, når sagen tages op til budgetforhandlingerne.
Trafikanalyse af trafikafviklingen i Sydhavnsgade fra Scandiagade og op til Sluseholmen
Sydhavnsgade er en af de mest trafikerede indfaldsveje i København, og presset på vejen er øget betragteligt i de senere år, både fordi flere kører i bil, og fordi antallet af indbyggere i Sydhavnen er steget. Med den igangværende og kommende byudvikling af Trekantgrunden, Bådehavnsgade Vest og Stejlepladsen, vil der danne sig et endnu mere kompliceret billede af trafikafviklingen i området – især i den del af Sydhavnsgade, der ligger mellem Scandiagade og Sluseholmen.
Vi ønsker en analyse af den nuværende trafikafvikling sammen med en analyse af, hvad det stigende pres på vejen vil betyde for området, når det er færdigudviklet.
Varig øget bevilling til Kares Minde Kulturhus
Vi mener, at Karens Minde Kulturhus er en kulturinstitution af meget stor værdi for Sydhavnen og hele København! Kulturhuset har siden 2013 (med undtagelse af 2015) haft en ekstra årlig bevilling på ca. 300.000 kr. Denne bevilling gør, at Kulturhuset kan holde åbent bl.a. om aftenen og weekenden, hvor de fleste kan benytte sig af kulturhuset.
Vi ønsker, at denne ekstra bevilling til Karens Minde gøres permanent, så alle i Sydhavnen kan få så meget glæde af kulturhuset som muligt.
Selvstændigt sekretariat til Kgs. Enghave Lokaludvalg
Vesterbro Lokaludvalg og Kgs. Enghave Lokaludvalg har siden opstarten i 2007 delt ét lokaludvalgssekretariat. Kgs. Enghave er imidlertid den bydel i København, der har haft den største befolkningstilvækst de sidste par år, og det forventes, at både Kgs. Enghave og Vesterbro er de to bydele i København, der vokser mest de næste 10 år. For at lokaludvalget kan inddrage alle nuværende og kommende sydhavnere, repræsentere dem og vejlede dem i projekter samt have kontakt til Københavns Kommunes forvaltninger m.v., er der meget brug for, at lokaludvalget har et fuldt sekretariat, så vi kan styrke vores lokaludvalgsarbejde.
Vi ønsker, at der oprettes et selvstændigt sekretariat til at understøtte Kgs. Enghave Lokaludvalg, så vores arbejde kan nå endnu bredere ud, og så vi kan inddrage endnu flere i de sager vi arbejder med.