Hvordan opleves Kgs. Enghave, når man er ældre?
Det spørgsmål stiller Sundheds- og omsorgsforvaltningen netop nu som en del af deres undersøgelse af, hvordan ældre borgere oplever bymiljøet i deres lokalområde.
Hvor er det nemt og trygt at komme rundt og mødes med andre, og hvor mangler der eksempelvis bænke og nedgange fra kantsten eller mødesteder i byrummet? Udfordringerne kan være nogle andre, når man måske ikke er helt sikker på benene mere, eller man ikke ser så godt, som da man var 30. Derfor vil Sundheds- og omsorgsforvaltningen gerne have konkrete eksempler på, hvor der er brug for forbedringer.
Man kan deltage i undersøgelsen ved enten at svare på en spørgeundersøgelse eller deltage i en af de lokale byvandringer, der afvikles i oktober måned.