Gæstelicenser i tidsbegrænsede parkeringszoner
I flere bydele er der udfordringer med både langtidsparkerede biler og biler, der parkeres, når folk tager videre ind mod byen med offentlig transport.
Derfor har der i de sidste par år været et arbejde i gang med at etablere 15 nye parkeringszoner med 3-timers tidsbegrænsning. Der kommer bl.a. sådan en ny parkeringszone i Sydhavnen, se hvor zonen skal løbe på nedenstående kort.
Gæstelicenser
Der er også blevet udarbejdet en model for gæstelicenser til beboere i de tidsbegrænsede zoner, der har været i høring af flere omgange.
Udfordringen med gæstelicenserne er, at det dels skal være fleksibelt for beboerne i et område at have gæster – samtidig med at parkering af udefrakommende biler skal begrænses, så der er plads til beboerne.
Løsningen er blevet, at der kan udstedes et ubegrænset antal gæstelicenser af tre kalenderdages varighed til beboere over 15 år, med bopæl i nuværende eller kommende tidsbegrænsede parkeringszoner.
Løsningsforslaget giver mulighed for:
- Beboere med adresse i 3-timers tidsbegrænsede zoner (eksisterende og kommende) kan ansøge om gæstelicens.
- Der kan udstedes et ubegrænset antal gæstelicenser til alle beboere over 15 år med adresse indenfor zonen.
- Licensen er gratis. Det skyldes, at store dele af områderne i de eksisterende og kommende tidsbegrænsede zoner er privat fælles veje, hvor det ikke er muligt for forvaltningen at opkræve betaling for licenser.
- Licensen undtager gæsteparkeringer fra 3-timers tidsbegrænsning i de tidsbegrænsede zoner.
- Gæstelicensen vil gælde tre kalenderdage.
Gæstelicensen vil gælde i eksisterende og kommende tidsbegrænsede zoner og forventes at træde i kraft i 2023/24.
Læs mere
Du kan læse mere om Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om gæstelicenser i de tidsbegrænsede parkeringszoner.