Fin afslutning på sommerens aktiviteter på Tippen

Mange fik oplevet både Tippen, Fiskerhavnen og Stejlepladsen, da vi i weekenden holdt både fugletur og børnefamilietur.

Denne weekend var finalen på en hel sommers aktiviteter og guidede ture på Tippen. I tre måneder fra juni til september har naturglade Sydhavnere været til 16 forskellige aktiviteter med alt fra ponyridning til høslet, historieture og brødbagning over bål.

I denne weekend bød vi på fugletur for de morgenfriske lørdag morgen på Tippen, mens Det Grønne Knæ og Fiskerhavnens Venner stod for et væld af aktiviteter på Stejlepladsen ved Ivan Evigvår søndag formiddag.

Brugermøde om Tippen

På tirsdag den 7. oktober kl. 17-19 holder vi sammen med SydhavnsCompagniet brugermøde om Tippen. På mødet vil der være oplæg om naturplejen på Tippen ved Danmarks Naturfredningsforening, og du kan komme med input og gode ideer til naturplejen og til brug af Tippen generelt. Kom og vær med - Det er i Det Gamle Posthus på Borgbjergsvej 26.

Fotograf
Thomas Christensen