Er du en lokaludvalgstype?
Stil op til lokaludvalget senest den 23. januar
Nu kan du stille op til lokaludvalget. Der er valg til alle byens 12 lokaludvalg og man kan stille op indtil den 23. januar. Men hvem kan egentlig stille op til et lokaludvalg? Det er der faktisk mange som kan. Det kræves at man kan repræsentere en forening som har aktiviteter i bydelen. En forening kan fx være en andelsforening, en forældrebestyrelse, en skakklub, en organisation eller et brugerråd. Du behøver ikke at være medlem af foreningen eller dens bestyrelse, men du skal være udpeget af foreningen til at repræsentere foreningen til valg til lokaludvalget. Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte sekretariatet.
Hvad kan man lave i et lokaludvalg?
Er det kun møder og møder og lange dagsordener? Nej, lokaludvalgsarbejdet indeholder mange forskellige opgaver og muligheder. Du vil fx kunne arbejde med særlige mærkesager, lave projekter og arrangementer, indgå i forskellige netværk og være i dialog med sydhavnerne. Som medlem af lokaludvalget, kan du være med til at bestemme, hvad lokaludvalget skal fokusere på. Lokaludvalget arbejder for at gøre bydelen til et endnu bedre sted at bo, leve, arbejde og drive forretning i. Lokaludvalget arbejder med lokaldemokrati og lokalpolitik, men også med konkrete projekter. I den seneste lokaludvalgsperiode har lokaludvalget blandt andet arbejdet for at få kulturhus til holmene og for at få indflydelse på udviklingen af det nye kvarter i Bådehavnsgade Syd. Lokaludvalget finder sammen ud af hvilke sager og projekter man vil arbejde for - og samarbejder med forvaltninger og rådhuset. Projekterne og indsatsområderne bliver samlet i en såkaldt bydelsplan. Find lokaludvalgets seneste bydelsplan.
Hvad kræver det at være med i et lokaludvalg?
Vi har brug for forskellige typer i lokaludvalget. Alle skal ikke kunne det samme, og der er ingen forventning om at man ved alt muligt om kommunen og lokalpolitik inden. Lokaludvalget har et lille sekretariat som arbejder dagligt med at understøtte lokaludvalget med rådgivning, information og den daglige drift. Når man starter i lokaludvalget, vil der desuden være et "introprogram" som sørger for at man bliver godt klædt på til at gå i gang med lokaludvalgsarbejdet. Alle lokaludvalgsmedlemmer er frivillige bydelsrepræsentanter og det er en styrke for lokaludvalget at der netop er flere forskellige "typer" repræsenteret. De vigtigste er måske at man er engageret og har lyst til at være med til at gøre en forskel i sin bydel.
En lokaludvalgstype - er det dig? Eller en du kender?