Borgmester på cykeltur i Sydhavnen

Solen stod højt over vores hoveder torsdag den 28. juni, da vi begav os rundt på en cykeltur til udvalgte steder med Ninna Hedeager.

Teknik- og Miljøborgmesteren har planlagt at skulle på cykeltur i alle Københavns bydele. Borgmesteren har spurgt, om vores lokaludvalg har lyst til at vise vores bydel frem i løbet af sommeren og det har vi selvfølgelig takket ja til.

Lokalt teater

Vi begyndte ved Sydhavn St., hvor biler og cykler farede forbi. Vi cyklede op til rolige Vestre Kirkegård, hvor Sydhavn Teater stod klar for at fortælle om Østre Kapel og behovet for renovering af det gamle kapel, det lokale teater flere somre i træk har benyttet til sommerforestillinger. Teatret trænger til en håndretning for fortsat at kunne benyttet kapelet, der bærer præg af, at have stået ubenyttet hen i mange år, inden teatret fik øjnene op for mulighederne i de smukke rum.

Lokal sammenbinding?

Videre til Industritrekanten, hvor byudvikling og et nyt område er under opsejling – mere om det til efteråret, hvor en ny lokalplan kommer i høring. Annmarie Holm, der er en del af Bymiljøudvalget i Kgs. ENghave Lokaludvalg, fik dog også mulighed for at fortælle om Realdanias forslag til mulige sammenbindinger over Sydhavnsgade, så Det gamle Sydhavnen og det nye Holmene kunne bindes bedre sammen og trafikken for de bløde trafikanter kunne blive mindre farlig. Vi sprang bagefter op på cyklen igen, for at krydse Sydhavnsgade, der løber som en tæt bilbesat bælte gennem Sydhavnens tre områder, Bavnehøj, Holmene og Det gamle Sydhavnen.

Det nye byområde

På den anden side af den trafikerede vej, ligger det nyeste område af Sydhavnen – Holmene – bestående af Frederikskaj, Sluseholmen og Teglholmen. Vi cyklede forbi Aalborg universitet og videre af den grønne kile, forbi Skolen i Sydhavnen, over Teglværksbroen og frem til Slusen.

Her fortalte Dan Jønsson fra Bådeklubben Valby om problemerne med Stigboderne og afspærringen foranlediget af By&Havn og Københavns Politi og de gener, det medfører for lokal sejlads samt de hurtigt sejlende fartøjer, der nu blot kommer nord fra.

Genbrugsstationen

Fra Amagersiden kørte vi videre langs Kalveboderne, langs med den gamle Fiskerihavn, for at krydse Bådhavnsgade. Her, tæt på broen over togsporene, opstår mange trafikalt farlige situationer, da broens hvælving skaber blinde vinkler. Lokaludvalget udtrykte overfor borgmesteren bekymring for den stigende trafik, der kommer til at opstå i forbindelse med åbningen af den nye genbrugsstation, og de farlige situationer, der kan opstå for i sær krydsende, bløde trafikanter.

Vi sluttede af foran byggepladsen af genbrugsstationen. Et spændende projekt, der har været længe undervejs og så lokaludvalget støtter. Her fik  lederen af SydhavnsCompagniet (lokaludvalgsmedlem Brian Lentz) mulighed for at fortælle om det gode samarbejde mellem Vasbygade Genbrugsstation og det bæredygtige projekt Guldminen, der i en årrække har holdt til på genbrugsstationen og skabt nyt ud af gammelt og givet mulighed for mindre virksomheder til at blomstre.

Lokaludvalget sendte Ninna Hedeager Olesen videre mod en tale i Valby, klogere på både kultur, natur, trafik og anlæg i Sydhavnen. Vi håber, at besøget kan være med til at bane vejen for nogle af de projekter, vi i lokaludvalget har hjulpet undervejs de seneste mange år.