Biologers vurdering af tilstanden på Tippen og naturplejeanbefalinger
Resultatet er et naturfagligt notat, som netop er udkommet. Du kan læse få udvalgte hovedtræk her, og så kan du finde notatet samt tilhørende kort nederst på siden.
Den naturfaglige rådgivning fra Natur360 ville kunne bruges som indspark til partnerskabets kommende plejeplan for fremadrettet naturpleje på Tippen. Intet er dog besluttet af partnerskabet endnu. Der er hverken taget beslutning om plejeplanens indhold, form eller om der skal ske eventuelle ændringer af naturplejen.
Sydhavnstippens naturkvaliteter og biodiversitet
Biologerne lægger vægt på Tippens mange naturkvaliteter og en betydelig biodiversitet, der kan styrkes gennem forvaltningen af området. I notatet kan man også finde lister over arter, man kan finde ude på Tippen nu.
Landskabet på Tippen kendetegnes som vild natur som lige nu består af samlinger af træer, kratstrukturer, åbne græssede flader og eksponerede kystskrænter, som tilsammen danner grundlag for varierede levesteder for blomster, planter og svampeliv.
Biologerne påpeger, at de væsentligste naturværdier er knyttet til den rige variation af hjemmehørende arter af vedplanter, som sammen med de landskabelige strukturer, vurderes til at være betydende for det rige fugleliv, som kan opleves på Sydhavnstippen.
Der er i den mere blomsterrige zone langs kystlinjen, hvor vegetationen er mere lav og spredt, og jordbunden er eksponeret for solens opvarmende stråler, gode forhold for varmekrævende insekter og andre smådyr, som jordboende vilde bier, biller, spindlere og sommerfugle. Det er også her man kan finde den rødlistede (VU) tornbi, som bygger sin rede i tomme sneglehuse.
Anbefalinger til ændringer af græsning på Sydhavnstippen:
Den nuværende fåregræsning på Sydhavnstippen fremmer ikke en urterig flora, og har ikke nogen effekt på dominansen af bjergrørhvene. Dette er en blandt flere grunde til, at biologerne anbefaler, at græsningen ude på Tippen ændres.
Det gælder både i forhold til foldene, som anbefales at blive slået sammen, så græsningsdyrene har fuld adgang til hele arealet året rundt.
Det gælder i forhold til fodring af dyrene, som de foreslår, kun bør ske undtagelsesvist.
Til sidst gælder det også i forhold til besætningen af dyrene, som de foreslår, bør sammensættes af både får, geder, kvæg og heste. Alpakaer kan også indgå i sammensætningen, som der lægges op til.
Anbefalinger til pleje og frivillighed på Sydhavnstippen:
Biologerne lægger op til, at forvaltningen af Sydhavnstippen ændres mod mere selvforvaltende natur. Dog lægger de vægt på, at der fortsat vil være behov for det lokale engagement i naturplejen.
Såfremt det besluttes, at der skal være helårsgræsning på arealet, har de nogle konkrete anbefalinger til dette, som uddybes i notatet.
Indtil da anbefaler biologerne fortsat praktiske plejeindsatser og formidlingsaktiviteter. Det gælder høslet i foldene, beskæring af vedplanter, bekæmpelse af invasive planter som kæmpe bjørneklo og japansk pileurt, formidling om Tippens natur, løbende registreringer af arter gennem apps som arter.dk og INaturalist.
Derudover anbefaler de nye tiltag, som kontrolleret afbrænding, udsåning af urtevegetation, proaktiv mundtlig formidling og proaktiv skiltning.
Læs meget mere i det naturfaglige notat nederst på siden.