Valgmøde 2 i Sydhavnen

I forbindelse med kommunevalg 2025 afholder Kgs. Enghave Lokaludvalg to valgmøder med tematisk bydelsrelevans: 2. valgmøde foregår i Aulaen på Skolen i Sydhavnen

Kandidater til kommunalvalget vil debattere udviklingen af Sydhavnen og København. Begge valgmøder tager udgangspunkt i temaer, som optager bydelen, og som er beskrevet i lokaludvalgets bydelsplan her: Bydelsplan | Kgs. Enghave Lokaludvalg 

Der lægges i kakkelovnen til engagerede debatter om temaer som trivsel for børn og unge, trafik, tryghed i bydelen, sociale forhold, byudvikling i Sydhavnen - og især Bådhavnsgadekvarteret. Som borger kræver valgmøderne ikke tilmelding, du skal du blot dukke op - kom dog gerne i god tid for at få en god plads. 

Oplev disse kandidater:
Susanne Wad Leth (Radikale Venstre)
Klaus Goldschmidt Henriksen (Enhedslisten)
Lone Kathrine Pedersen (Socialistisk Folkeparti)
Troels Chr. Jakobsen (Skamløse Demokrater)
Asbjørn Reissmann (Socialdemokraterne)
Karoline Lindgaard (Alternativet)
Jan Mathisen (Kommunistisk Parti)
Lasse Mandal (Liberal Alliance)

Tema 1, Kulturtilbud, trivsel for børn og unge

Der er et markant underskud af kultur- og fritidsfaciliteter i bydelen, specielt på Holmene, men også i det gamle Sydhavn er der mangel på især idrætsfaciliteter. Dette påvirker borgernes adgang til sociale og kreative aktiviteter. Manglende adgang til kultur- og fritidsfaciliteter kan påvirke den lokale sammenhængskraft og trivsel for både børn og voksne. 

Der er et behov for indsatser og aktiviteter, der fremmer socialt sammenhold og børns adgang til kulturelle aktiviteter i forbindelse med skoler og byudvikling. For børn og unge er der meget få klubtilbud i bydelen, og for mange børn i bydelen skal krydse store og trafikerede veje for at komme i klub og andre fritidstilbud. For at skabe socialt sammenhold på tværs af skel, er der et stort behov for udvikling af Ungeværk for udskoling på tværs af bydelen, for at imødekomme det stadigt stigende behov.

Tema 2, Sociale forhold og sammenhængskraft

Begrebet "Blandet by" refererer til en bydel med diversitet i både beboere og tilbud. Imidlertid rejses der spørgsmål om, hvordan det kan praktiseres, når nye botilbud til socialt udsatte gentagne gange, placeres i områder, der allerede har en høj koncentration af socialt udsatte. Dette tema stiller skarpt på behovet for politiske tiltag, der sikrer en afbalanceret bymæssig udvikling, hvor der er plads til alle samfundsgrupper, uden at socialt udsatte borgere føler sig presset ud. Samtidig ses, også i de nye dyrere kvarterer, at tilflytning af beboere med bandetilknytning skaber utryghed og frygt for skyderier m.v. 

Sydhavnen er vokset fra ca. 15.000 til 32.100 indbyggere og vi har derfor en stor mangel på læger i Sydhavnen, hvilket er kritisk, især da middellevetiden i Sydhavnen er lavere end gennemsnittet i København. Der er et behov for politisk vilje og støtte til at sikre lokaler og faciliteter for praktiserende læger, hvilket er afgørende for at forbedre sundhedsydelserne og trivsel blandt beboerne.

De store trafikårer, såsom Sydhavnsgade, P. Knudsens Gade, Enghavevej, Vasbygade, og Sjællandsbroen deler Sydhavnen og skaber fysiske og sociale barrierer i Sydhavnen. Der er fokus på at sikre, at børn, unge og bløde trafikanter kan bevæge sig trygt gennem byen. Dette inkluderer løsninger som reguleringer, stibroer, og mere sikre skoleveje, der effektivt kan bidrage til at nedbringe risikoen for trafikulykker og fremme sikker adgang.

Tema 3, Bådehavnsgade og byudvikling

Hvordan skaber man nye kvarterer, hvor der er livskvalitet, fællesskaber og sammenhæng til det omkringliggende miljø?

Der har været en massiv byudvikling i Sydhavnen igennem ca. to årtier, og bydelen vokser stadig med nye kvarterer. Bådehavnsgade Syd, mellem det unikke kulturmiljø, Fiskerhavnen, og naturområdet, Sydhavnstippen, står overfor en ny lokalplan. Hvordan skal kvarteret bygges så det passer til områdets identitet og resten af Sydhavnen? Blandt københavnerne er der en bekymring for antallet af boliger, om højderne passer til resten af Sydhavnen og om området i det hele taget kan rumme alt det, man har besluttet centralt i startredegørelsen. Det så vi bl.a. med Københavnerforslaget om at tænke Bådehavnsgade Syd forfra med en helhedsplan, og forslaget fik 2748 stemmer i løbet af ganske få uger.

På den anden side af Sydhavnsgade har vi Teglholmen og Sluseholmen, hvor der stadig bygges – og ganske få grunde skal byudvikles indenfor de kommende år. Er der noget vi har glemt? Har vi givet københavnerne på Holmene de bedste betingelser for livskvalitet, fællesskaber og trivsel?

Tid og sted for valgmøderne i Sydhavnen:
Valgmøde 1: Mandag den 29. september kl. 17-19 i Pavillonen ved Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 2450 Kbh SV
Valgmøde 2: Mandag den 27. oktober kl. 19-21 i Aulaen på Skolen i Sydhavnen, Støberigade 1, 2450 Kbh SVK.  

Aulaen på Skolen i Sydhavnen

Aulaen på Skolen i Sydhavnen


Kontaktperson

Sekretariatet for Kgs. Enghave Lokaludvalg

kgsenghavelokaludvalg@okf.kk.dk

Del med